Helmuth Storck

Portræt af Århus-træner Helmuth Storck (1892-1979), som i 1929 var med til at stifte Aarhus Travklub og bl.a. vandt den første udgave af både Jydsk 3- og 4-årings Grand Prix med Czar Hoping.

“Jydsk travsports grand old man, fhv. travtræner Helmuth Storck, sov i søndags stille ind, 87 år gammel.”

Sådan indledte Jydsk Væddeløbsbane sin nekrolog i baneprogrammet efter Helmuth Storcks død i maj 1979, og når man dykker ned i banens historie er man ikke i tvivl om den tidligere slagtermesters store betydning for den jyske hovedstadsbane – fra den spæde start i slutningen af 20’erne til Helmuth Storck stoppede som træner i 1947 af helbredsmæssige årsager.

Det blev til i alt 147 sejre og blandt Helmuth Storcks største sejre kan nævnes Jydsk Travmesterskab med Emir samt Jydsk 3- og 4-årings Grand Prix med Czar Hoping i hhv. 1940 og ’41.

Efter han trak sig tilbage levede Helmuth Storck et stille liv som hjemmegående husfar, mens hustruen passede sin kjoleforretning i Århus, og i 1947-48 begyndte han at skrive sine erindringer.

Desværre fuldendte Helmuth Storck ikke erindringerne, men de giver alligevel et unikt indblik i hans liv – fra den tidlige barndom på Lolland i slutningen af 1900-tallet frem til årene under og lige efter 2. verdenskrig.

Vi hører bl.a. om pionerårene på Jydsk Væddeløbsbane, der oprindeligt kun var galopbane, men i 1929 afvikledes de første travløb og Helmuth Storck var med fra første færd. Samme år var han også med til at stifte Aarhus Travklub, hvor han i 1979 – få måneder før sin død – holdt tale ved foreningens 50-års jubilæum.

-Jeg kan jo ikke huske, at min Farfar skrev sine erindringer, da jeg er født i 1951, men det var den samme skrivemaskine han brugte da jeg var barn, og jeg kan tydeligt huske når han sad ved sit skrivebord, som jeg har arvet, og skrev på den med “én-finger-systemet” – det gik i hvert fald ikke stærkt! siger barnebarnet Nils-Henrik Storck og demonstrerer hvordan det foregik.

Dette portræt bygger primært på Helmuth Storcks egne erindringer – alle citater herfra er skrevet med blåt – og interview med Nils-Henrik Storck, som har arvet interessen for travsporten – både fra sin farfar og far, Paul Storck.

I slutningen af 40’erne var Paul Storck som medlem af Aarhus Væddeløbsbanes Publikumsforening med til at udgive et lille hæfte, “Væddeløbsbladet P.F.” med fokus på Jydsk Væddeløbsbane, hvor Helmuth Storck blev sportslig medarbejder efter han stoppede som træner.

Mange år senere var Paul Storck også med på sidelinjen i forbindelse med opstarten af Nykøbing F. Travbane, men forsvandt ret hurtigt ud af travsporten.

Skæbnesåret
Richardt Henrik Helmuth Storck kom til verden den 29. februar 1892 i landsbyen Radsted i nærheden af Sakskøbing på Lolland som søn af slagter Julius Frederik Storck (1848-1933) og hustru Karen Jensen. Helmuth – hvis farfar, Jochum Olsen (f. 1806) også var slagter – var yngst i en søskendeflok på ti.

-Min Farfar fik sit første køretøj, en lille vogn trukket af en sort gedebuk, da han var otte år. Den købte han for to kroner, som han havde tjent ved at handle med brugte lommeknive, fortæller Nils-Henrik Storck.

Helmuth Storck blev udlært i faderens forretning og rejste rundt i landet som svend, inden han i 1918 flyttede til Aarhus, hvor han samme år giftede sig med tyskfødte Martha Olga Mahn. Ved brylluppet står han i kirkebogen opført som pølsemager, mens Martha en overgang var tjenestepige hos bladudgiveren Aller. I 1919 fik parret datteren Esther Ruth Storck, men blev skilt nogle år senere.

Helmuth Storck fik siden sin egen hesteslagterforretning i Jægersgårdgade i Århus, og man må formode, at det var gennem sine kunder, at han hørte om den nye væddeløbsbane, der blev etableret i 1924 med galop- og forhindringsløb på programmet.

De første officielle travløb blev afviklet i 1929, men allerede året forinden arrangerede man et mindre antal “travløb” hvor hestene var forspændt de tohjulede hestevogne, som man stadig brugte dengang – dog mest på landet – og her var Helmuth Storck også med:

Vi var nu kommet til 1928, som måske var skæbnesåret for mig. Travløb var på trapperne og min sygdom for heste havde ikke forladt mig. Jeg gik med da vi kørte i gigger og jumper (hestevognstyper, red.) i ’28 , men i 1929 blev Aarhus Travklub stiftet og dem, der ville være med skulle tegne sig for mindst én hest; det gjorde jeg og vi købte Isabella IV. 

Men i 1928 skete det også at jeg traf den dame, som senere blev min kone. Hun kom ind i forretningen og da vore øjne mødtes, var det sket med os begge; det var altså forelskelse ved første øjekast; der var ikke noget at gøre. Vi stampede imod til at begynde med, men Amor var stærkere end os. 

Jeg kørte som amatør de første år og blev kendt som en af banens bedste kuske; kunne få heste nok at køre med, så alt gik godt de første år. Jeg vandt en masse sølvtøj, både her og i København, såvel store som små løb.

I 1929 vandt Helmuth Storck sin første sejr med hesten Irene Preacher og han vandt i alt fire løb det år.

En god forretning
Væddeløbsbladet og Trav-Tidende fokuserede dengang selvsagt meget på den københavnske travsport, men den jydske travsport fik også lidt spalteplads i datidens julenumre. Heraf fremgår det bl.a. at i 1930 vandt Emir – der var Helmuth Storcks første “store” hest – i alt fire løb.

Som amatør vandt han bl.a. Amatørernes Pokalløb (1932) og Jydsk Travmesterskab (1933) med Emir, der i 1934 også var med til at sikre Helmuth Storck amatørchampionatet på Jydsk Væddeløbsbane med syv sejre.

Helmuth Storck havde således fin succes på væddeløbsbanen, men det gik det knapt så godt med slagterforretningen og det gik også udover hans hestehold, omend han hurtigt rejste sig igen. Vi giver igen ordet til hovedpersonen:

Vi var jo kommet ind i 30’erne og tiderne forandrede sig; det blev galt for landmanden – der blev overproduktion af både kød og flæsk. Oksekød blev solgt på torvet for 10 øre pundet og flæsk til 25 øre, så det var ikke let at sælge hestekød til 50 øre. Det blev også ringere og ringere med handlen og dermed også fortjenesten. 

Bilen solgte jeg et par gange så jeg til sidst kun havde en, jeg kunde sælge til ophugning. Isabella IV solgte jeg halvparten af og en dag jeg var i København var den meldt i et salgsløb (“fordringsløb”) sat ind til 1.000 kr. Den lille dame jeg var forelsket i var også i København på ferie og kom selvfølgelig ud på Charlottenlund, hvor løbet skulle gå. 

Jeg var ikke godt tilpas for der var noget kludder med at få lov til at starte. Jeg havde stor chance for at vinde løbet og det gik da også i orden. Jeg vandt løbet og det gav en masse penge i totalisatoren. Tilskuerne var meget forbavset og sagde, at det var der da ingen der havde, og dér sad min lille dame med lommerne fulde af bonner!

Men hesten blev fordret, så den måtte jeg aflevere, hvad jeg var ked af for den kunne vinde igen den næste løbsdag, men jeg fik 1.000 kroner for hesten og 1.000 kroner i præmie, så på en måde var det rigtig godt. Jeg blev derovre til dagen efter, da der var nogen som sagde, at jeg sagtens kunne købe den tilbage igen når den nye ejer blev ædru, men det kunne ikke lade sig gøre.

Da min kompagnon kun ville have Isabella IV igen, købte min dame (vi kan godt kalde hende Ellen) og jeg en anden hest, som hed Nelson Boy om lod den blive derovre (hesten gik i træning hos William Jensen, red.). Den tjente 4.000 kroner og en masse sølvtøj til os det efterår, så vi lavede en god forretning. Samme efterår rejste min kompagnon og jeg over over købte Isabella IV for 600 kr. Den blev følhoppe og halvparten solgte jeg til en broder til min kompagnon. 

Dramatisk mesterskab
I 1933 vandt Helmuth Storck som nævnt Jydsk Travmesterskab med hesten Emir, men der var rift om den dygtige amatørkusk, som kunne vælge mellem to heste i mesterskabet – Emir og Klondike.

Han valgte førstnævnte, men det blev Klondikes ejer meget sur over og sidenhen kom Helmuth Storck ikke til at køre for den pågældende ejer igen – og han gik angiveligt langt for at forhindre at Emir vandt mesterskabet.

Han blev meget fornærmet og siger: Det løb vinder du ikke, men jeg svarede, at det løber vinder jeg lige som jeg vil. Først da jeg kom ud i løbet, var jeg klar over, at der var noget under det han havde sagt.

Vi kom til start og jeg var klar over hvor jeg skulle være for at få spids med Emir. Alt gik også efter beregning – da starten gik fik jeg spids; jeg siger til mig selv: Så nu er dét løb kørt, men jeg fik noget andet at føle. Jeg kunne ikke forstå hvorfor den dårligste hest i løbet masede sådan på mig da der var gået en omgang – og vi skulle tre. Den var (snart) færdig, men straks var der en anden, der gik på.

Så var jeg klar over, at jeg skulle passe på, for han (Klondikes ejer, red.) havde købt de andre til at gå på mig, og den sidste der kom var hans egen hest, Klondike, og den kom med et mægtigt svup, men den måtte tage yderbanen rundt sidste sving og det kunne den ikke klare. Så det gik som jeg havde sagt, jeg vandt som jeg ville.

Jeg vandt også matchen mellem Aarhus og København i 1933 i Aarhus og i 1934 i København med en hest, som ingen chance havde. Københavnerne råbte: “Vil I nu se den jydetamp, nu vinder han med Sonny Trogan” – ellers ville den aldrig noget, og jeg fik så meget sølv og krystal med hjem, en hel kuffert fuld. 

Træner på dispensation
I oktober 1934 solgte Helmuth Storck slagterforretningen og havde inden da kontaktet Det Danske Travselskab, som gav grønt lys for at han kunne nedsætte sig som professionel travtræner i Århus, selvom han ikke havde været på trænerskole. Det var ikke populært i København, men han måtte vente til foråret 1935 med at starte op – formentlig fordi der dengang ikke blev kørt løb om vinteren. I mellemtiden fik han arbejde som chauffør hos en slagtermester i Århus.

Helmuth Storck fik tildelt trænerlicens i juni 1935 sammen med bl.a. Eli Andersen og Albert Schmidt.

Det vides ikke hvilke heste han startede med, men iflg. Helmuth Storcks erindringer var det ikke altid en dans på roser at være professionel.

De første år var svære for mig. Dem der var faglærte var så misundelige på mig og gjorde mig alt den skade, de kunne både i løbene og alle andre måder. Der var særlig en, som var meget aggressiv. Han skadede mig meget over for mine hesteejere, men var ikke selv noget værd som træner – men sådan nogle er altid de værste. 

For havde jeg en uheldig dag, så skulle han nok få fat i den hests ejer og få ham blæst op. for kunne de bare stjæle en hest fra mig, så troede de, at jeg, som var gået over fra amatør til træner og kunne få så og så meget ud af hestene, så kunne de sagtens få mere. Men det viste sig, at hvis de havde fået fat i en hest fra min stald, så kom den ret hurtigt tilbage igen, da den blev dårligere hos de andre, så da der var gået et par år, fik jeg mere lov at arbejde i fred. 

Det første år blev det blot til to sejre, men i 1936 vandt Helmuth Storck otte løb og sluttede på tredjepladsen på trænernes Top 10 bag Ernst Petersen (12 sejre) og Albert Schmidt (11 sejre). De efterfølgende år blev det til hhv. fem, otte og seks sejre.

Dobbelt Grand Prix-vinder
I 1940 blev Danmark besat af Tyskland og det fik Helmuth Storck og Ellen Nielsen – parret var endnu ikke blevet gift – til at flytte uden for byen, dvs. de købte et hus på Atlasvej, lige ved siden af Jydsk Væddeløbsbane for blot 16.250 kroner!

Familien slap dog ikke for tyskerne, som ofte besøgte væddeløbsbanen – og ikke som tilskuere.

Vi kunne komme på banen om morgenen, hvor så tyskerne havde belagt hele banen med krigsmateriel og hestevogne. Det vi var mest bekymret for var, at de havde taget et sommerhus lige ved siden af os til nogle soldater, som skulle stille luftkanoner op lige neden for vores have, for der kunne hele Århus overskues. 

Men krigen gav også mange penge i omløb, så jeg fik mange gode heste i min stald, og Ellen havde trods de vanskelige tider en god forretning, så vi havde det godt. Vi havde jo rationering på mange varer, men der hvor de havde en stor familie, fik de jo altid rigeligt af mærker, så faldt der jo lidt af til os andre, så det gik meget godt. 

Vi havde mange dejlige år; jeg vandt mange løb – også mange store løb. Jeg fik bl.a. en meget god unghest, som vandt både 3-års Grand Prix med i 1940 og 4-årings Grand Prix i 1940. Det var Czar Hoping – en af mine bedste heste gennem tiden. 

Helmuth Storck vandt i alt 20 løb med Czar Hoping, der således var den hest han vandt flest løb med.

Man forstår udmærket hans store skuffelse, da ejeren af Czar Hoping flyttede hesten til Paul Groch op til starterne i både Dansk Trav Kriterium og Dansk Trav Derby, hvor Czar Hoping i øvrigt ikke havde den store succes.

Siden gik den dobbelte Grand Prix-vinder tilbage til Helmuth Storck, der i øvrigt vandt sit sidste løb med netop Czar Hoping den 20. juli 1947 på Jydsk Væddeløbsbane.

Den største blev også den sidste.

Fin afslutning
Helmuth Storck opnåede aldrig at blive trænerchampion på Jydsk Væddeløbsbane – i slutningen af 30’erne og begyndelsen af 40’erne var Ernst Petersen og Gunnar Vang Andersen banens førende trænere – men han havde alligevel pæn succes.

Efter otte sejre i 1940 – hvor Victor Borregård i øvrigt var ansat som jockey hos Helmuth Storck – blev det de efterfølgende år til hhv. 10, 7, 8, 13, 14 og 12 sejre.

Det sidste år som aktiv (1947) vandt Helmuth Storck syv sejre i 32 starter.

Hans stald, der ved sæsonens begyndelse talte otte heste, blev overtaget af hjælpetræner Kaj Nielsen, der 1. august 1947 startede som selvstændig træner på Jydsk Væddeløbsbane.

---

Dukkeproducent 
I en alder af 55 år valgte Helmuth Storck i 1947 af helbredsmæssige årsager at stoppe som træner. Iflg. samtidige avisudklip led han af en mavesygdom “og hans læge har flere gange bedt ham holdt op med at køre, da en helbredelse ellers var umulig. Storck har nu med megen overtalelse taget sit standpunkt dertil” som Trav-Tidende skrev.

-Ikke ret lang tid efter at han stoppede som træner, begyndte han som producent af dukker (!), dvs. han købte halvfabrikata hjem og lavede selv dukkerne, men blev ret hurtigt udkonkurreret af fabriksfremstillede dukker, fortæller Nils-Henrik Storck.

-Jeg kan tydelig huske den der lugt af kunststoffer fra de mange kasser med halvfabrikata, der stod stablet op i kælderen hjemme hos min Farmor og Farfar, indtil det hele en dag blev kørt væk. 

-Min Farmor var dameskrædder inde i Århus og havde op til otte syersker ansat, og det var det, de levede af indtil hun solgte forretningen i 1973. Min Farfar gik hjemme og passede hus, gjorde rent og lavede mad, hvilket han i øvrigt var forrygende til – bedre end min Farmor.

Nils-Henrik Storck beskriver sin Farfar som en mand med et “godt skjult temperament”.

-Han virkede meget venlig og imødekommende, men havde et temperament, der godt kunne slippe ud engang imellem. Ikke så tit, men man skulle ikke prøve på at snyde ham, smiler Nils-Henrik Storck.

-Jeg kan også huske at jeg engang talte med ham om det med, at der gennem årene er blevet fusket en del inden for travsporten – ikke mindst med heste – og som min Farfar bl.a. sagde: Hvis man skal sælge en hestevogn, så er det første man skal gøre, at køre den ud i gadekærret om natten og lad den stå der, så navet trækker vand. Så er der ikke noget slør i nogen ting, og hvis de kommer og klager bagefter, ja, så er der ikke noget at gøre, for de har jo prøvekørt den og da var den jo fin. 

Spiste sin sidste hest
Helmuth Storck havde flere heste gennem årene, men som det fremgår af bl.a. historien om Emirs sejr i Jydsk Travmesterskab, blev han også benyttet som “catchdriver”.

Efter han stoppede som træner, købte han i december 1947 hesten Klampenborg, der vandt sin første start for sin nye ejer den 9. maj 1948.

Året efter blev det til syv sejre, mens Klampenborg i 1950 vandt otte løb – fortrinsvis med enten Kaj Nielsen eller Gunnar Vang Andersen i sulkyen.

-Min Farfars sidste hest hed Klampenborg, som han købte efter han selv var stoppet som træner, og det var faktisk en udmærket hest, der vandt en del løb. Men den var efter sigende også meget temperamentsfuld, så på et tidspunkt var der en, der fik overbevist ham om at den skulle kastreres. Som sagt så gjort, men derefter mistede Klampenborg helt lysten til at løbe væddeløb og så viste min Farfars usentimentale holdning til heste sig: Han slagtede den og de spiste den! fortæller Nils-Henrik Storck.

Æresmedlem
Helmuth Storck var i en periode formand for den lokale trænerforening og sad desuden i mange år i bestyrelsen for Aarhus Travklub, hvor han i 1977 blev udnævnt til æresmedlem.

Efter han stoppede som træner, fortsatte han som kasserer i Aarhus Travklub – et arbejde, han gik op i med liv og sjæl. Han deltog i alle møder og generalforsamlinger, og så sent som i januar måned 1979 – fire måneder før sin død – holdt han ved Aarhus Travklubs 50-års jubilæumsfest en flot tale og overrakte klubbens ledelse en meget smuk jubilæumsgave i form af den ærespræmie, han vandt ved sin første sejr på Jydsk Væddeløbsbane i 1929.

De sidste år
Helmuth Storck var således forholdsvis frisk til det sidste, men kom kun yderst sjældent på Jydsk Væddeløbsbane.

-Min farfar mistede det meste af synet og som han sagde, så var der ikke noget ved bare at stå og kun høre hvad der skete – “Jeg kender jo heller ikke nogen mere” som han sagde, fortæller Nils-Henrik Storck.

-Men travsporten var og blev hele hans liv indtil det sidste. Han døde af alderdom derhjemme (Ellen og Helmuth Storck boede til sidst i en ældrebolig i Århus-forstaden Brabrand, red.), hvor min farmor bl.a. fortalte, at hun på et tidspunkt bemærkede, at han lå i sengen og så ud som om han “drev” på en hest. “Er du ude og køre, Helmuth?” spurgte hun – og han nikkede.

-Hun syede så to liner, som hun bandt fast nede i sengegærdet og så fik han stropperne, så han kunne ligge og køre væddeløb! Og min farmor påstod hun kunne se hvem han “kørte” med – nogle skulle tages hårdt, mens andre kunne køres med to fingre.

Helmuth Storck døde den 27. maj 1979.

---

Familien 
Ellen og Helmuth Storck blev gift i 1944. Hun havde en adoptivsøn, Paul (f. 1923), hvis biologiske mor var Ellens søster, Amalie Kirstine Petersen.

Paul blev som 5-årig adopteret af Ellen og hendes første mand, Anders Mathias Nielsen, men parret blev kort efter skilt. Paul skiftede efternavn til Storck da hans mor blev gift med Helmuth Storck.

-Min far var egentlig ikke specielt interesseret i travheste, men var staldmand hos Helmuth i et års tid i 1940-41. Dengang skulle man være 18 år for at komme i lære som f.eks. håndværker, men han var kun 17 da han gik ud af skolen og blev så staldmand indtil han fyldte 18, siger Nils-Henrik Storck.

-Senere flyttede min far herned på Falster og blev forstander på Nykøbing Falster Tekniske Skole. Han havde været væk fra travsporten i mange år, men blev interesseret igen da jeg begyndte at “hænge ud” derovre da banen åbnede i slutningen af 60’erne.

-På et tidspunkt blev han valgt ind i banens bestyrelse og da man senere (1973) manglede nogle retningslinjer omkring undervisning af kommende trænere, fik min far arrangeret nogle kurser under fritidsordningen, hvor “eleverne” blev undervist i sportshestens røgt og pleje. Det løb dog lidt ud i sandet igen og han har ikke haft tilknytning til travsporten siden. 

Nils-Henrik Storck driver i dag virksomheden Gro-Tech i Nykøbing Falster og har heller ingen direkte tilknytning til travsporten, men følger dog med på nettet.

-Da man i sin tid (1966) åbnede banen i Nykøbing F. kom jeg en dag derud sammen med en kammerat fra efterskolen – og jeg blev straks bidt af miljøet. Jeg begyndte derefter at komme i stalden hos Anthon Nielsen og senere Harald Lund, men da jeg begyndte på min uddannelse, kom travsporten lidt i baggrunden. 

-På et tidspunkt blev der afholdt auktion på Charlottenlund Travbane og jeg huske, at jeg ringede til træner Leif Nielsen, som stod for auktionen, og bad om at få tilsendt et katalog. “Selvfølgelig – hvortil skal jeg sende det?” spurgte han, og da jeg så sagde mit navn svarede han prompte: “Storck? – ja, det er jo et godt, gammelt travnavn” – så min Farfars navn var på ingen måde glemt. Det var dejligt at høre. 

---

Nobel og seriøs
Aarhus Travklubs tidligere formand, 90-årige Finn Kjelstrup, er en af dem, som tydeligt husker Helmut Storck:

-Helmuth Storck så jeg første gang i 1942, da jeg var til væddeløb for allerførste gang. Jeg har fulgt ham som en meget nobel travtræner. Da jeg blev formand for Aarhus Travklub i 1976 gik det op for mig, at han var den sidste af klubbens 21 stiftere, og vi fik ham så udnævnt til æresmedlem.

-Det gjorde et stort indtryk på ham og (ikke mindst) på fru Storck, og da de var så ovenud glade og stolte over udnævnelsen, fik min kone og jeg en del gode møder med dem. Efter hans død fortsatte vi kontakten med fruen, der var hyggelig og frisk selv i en høj alder. Børnene kendte vi derimod kun sporadisk.

-Fru Storck tilbød at udsætte nogle ærespræmier på JVB, og jeg kan huske, at en af Nørlem-sønnerne fra Aalborg vandt en af dem.

-Helmuth Storck’s indsats som træner var som han selv – nobel og seriøs – men noget championat som træner vandt han aldrig.

---

Kilder:

Helmuth Storcks erindringer
Travkalenderen 1929-47
Væddeløbsbladet 1929-47
Trav-Tidende 1929-47
Aarhus Travklub – 50 år (1979)
Jydsk Væddeløbsbane – 90 år (2014)
Diverse avisudklip
Interview med Nils-Henrik Storck og Finn Kjelstrup
Slægtshistorisk assistance: Hans Larsen