Travsportshistorie.dk

Denne dag i travhistorien: Skovbo-banens åbning

Søndag den 2. maj 1976 åbnede A.T. Skovbo Travbane portene for første gang og blev hurtigt en stor succes, men korthuset væltede desværre blot 15 år senere. 

Man kan sige, at Skovbo-banen blev opført på ruinerne af Amager Travbane, der måtte lukke efter en mangeårig “dødskamp” som en både direkte og indirekte følge af travkrigen, som Travsportshistorie.dk tidligere har skrevet om (KLIK HER).

Skovbo-banen blev anlagt på Krogsbækgårdens jorde i udkanten af Bjæverskov på Midtsjælland, som det nystiftede selskab A.T. Nybyg Skovbo havde købt et par år forinden.

Inden da havde forfatteren til denne artikel aldrig hørt om travsport før. Jeg havde gået til ridning et par år, da min Morfar en dag i 1974 kom hjem og fortalte, at nu skulle der være travbane i Bjæverskov, der ligger ca. 15 km fra mit barndomshjem i Høsten Torp ved Haslev.

“Så skal vi til at gå til trav!” sagde han – han vidste jo hvor begejstret jeg var blevet for miljøet på Teestrup Rideskole og ikke mindst min øjesten, shetlandsponyen Musse – og det der trav, det havde jo i høj grad også noget at gøre med heste.

Sammen med min mor boede jeg hos min Mormor og Morfar. Morfar, Frederik Jensen, var oprindeligt uddannet karetmager, men da hestene som transportmiddel efterhånden forsvandt ud af billedet op gennem 50’erne, skiftede han så at sige spor og arbejdede næsten udelukkende som tømrer. Forretningen gik godt og han havde i 50’erne og 60’erne bl.a. en del opgaver for ASA-filmstudierne, hvor hans storebror Jørgen var ansat som tømrermester. Ellers var det små og store byggeopgaver i lokalområdet – og en sjælden gang fik han brug for sine gamle færdigheder som karetmager når der skulle sættes nyt hjul på en hestevogn.

Krogsbækgården – set fra tribunesiden – inden travbanebyggeriet blev sat i gang

En anden bror, Otto, var ansat på brødfabrikken Mariendals Mølle i Roskilde (dengang kendt som producent af bl.a. Bobs Hundekiks), der var ejet af Svend Aage Sørensen, som via en af sine kunder, Hans Dirchsen, var blevet interesseret i travsporten og siden hen (1971) blev indvalgt i bestyrelsen for Amager Travselskab – eller “Foreningen til den almindelige Hesteavls fremme” som selskabet oprindeligt hed.

Svend Aage Sørensens heste startede under pseudonymet Stutteri M.M. og han vandt bl.a. Dansk Opdrætningsløb med Red Harry, der blev kørt til sejr af Benth Kyvsgård. Det var Svend Aage, der i sin tid forærede mig billedet af Krogsbækgården, som den så ud da A.T. Nybyg Skovbo købte gården i 1974, og luftfotoet af Skovbo-banen fra perioden inden den første store udvidelse i 1980.

Da Svend Aage Sørensen indtrådte i bestyrelsen var Amager-banens fremtid tæt på at være beseglet. I 1970 havde travselskabet set sig nødsaget til at sælge banen og tribuneanlægget til Tårnby Kommune for godt 20 millioner kroner med tilladelse til at benytte banen i mindst fem år.

Det senere forløb er beskrevet detaljeret i ovennævnte artikel om travkrigen, og meget kort fortalt endte det altså med, at man i efteråret 1974 besluttede sig for at opføre en helt nye travbane på Midtsjælland.

En travbane opføres
Banelegemet og tribunebygningen blev budgetteret til 5,2 mill. kroner, der kom fra travselskabets egenkapital, mens staldbygningerne – herunder en renovering af den eksisterende firelængede gård, Krogsbækgaarden – blev udliciteret til anpartsselskabet A.T. Nybyg Skovbo, der udbød anparter á 500 kr.

Min Morfar købte to anparter og fik altså – takket være sin storebror Ottos anbefaling til Svend Aage Sørensen, som dengang var næstformand i bestyrelsen – tildelt tømrerarbejdet på den nye bane, dvs. der blev bygget et antal bokse i to af de gamle længer på Krogsbækgården, og ud mod banen – bag Tuborgsvinget – blev der ligeledes opført en ny staldbygning som en tilbygning til den oprindelige gård.

Jeg har stadig tegningerne og en masse dokumenter fra dengang, bl.a. en kopi af min Morfars første faktura til A.T. Nybyg Skovbo, dateret 25. november 1975, hvor den samlede regning lød på 44.584 kroner excl. moms for “Stald 3, Stald 4 og en Boxdør”.

Netop på det tidspunkt var momsen kortvarigt nedsat til 9,25 %, således at den samlede regning for tømrerarbejdet blev ca. 49.000 kr.

Jeg mener også, at Morfar udførte tømrerarbejdet i den ældste del af restauranten, men har ikke nogle fakturaer for dén del af arbejdet.

Arbejdet omfattede også en “flytning” af fire bokse fra Amager Travbane, der – bid for bid – blev revet ned og senere genopført i forspændingsstalden på Skovbo. Jeg husker tydeligt, at vi var inde på banen på den allersidste løbsdag, 28. marts 1976, for at se på boksene – og travløbene. Det sagde mig ikke så meget dengang, men jeg nåede at se Osman Bogø og Harald Lund passere målstregen som den uigenkaldeligt sidste vinder på Amager Travbane.

Min Morfar var også på en “studietur” til Billund Trav sammen med Svend Aage Sørensen og Axel Taarup, for at se nærmere på den dengang nyeste væddeløbsbane i Danmark. Jeg kender desværre ikke noget til detaljerne fra dén tur, men restauranterne på Skovbo og Billund Trav minder jo meget om hinanden, ligesom der også er visse ligheder mellem nogle af staldbygningerne på de to baner.

I løbet af foråret 1976 blev der arbejdet stenhårdt fra alle sider på at færdiggøre Skovbo Travbane, og den 24. april blev alle involverede parter inviteret til reception på Borup Kro, hvor kroparret Kirsten og Billy Møller diskede op med “et utal af alverdens lækkerier” som der stod i indbydelsen.

Kirsten og Billy var inden da hyret som restauratører på Skovbo-banen og blandt de deltidsansatte tjenere var min Mor, som de første år tjente en god skilling på løbsdagene. Hun serverede bl.a. indimellem for skuespilleren Arthur Jensen, som sammen med sin mangeårige ven Hans Dirchsen havde fast bord lige ved siden af køkkenet. Det var dog mest de svenske gæster, som var rundhåndede med drikkepengene, kan jeg huske.

Vokseværk
Skovbo-banen blev hurtigt en succes og allerede efter et par år begyndte man at tale om en udvidelse af både staldområdet og tribunen. Der skulle opføres en ny staldbygning med tilhørende staldcafeteria, ligesom der også skulle opføres et antal rækkebokse.

Byggeriet gik i gang i sommeren 1979 og igen fik min Morfar tilbudt en stor del af tømrerarbejdet, selvom han efterhånden var blevet 68 år. Han sagde Ja til arbejdet, som han skulle udføre sammen med sin lillebror, Emil, og for første gang i mange år ansatte han desuden en “lærling” – Dan – en ung tømrer, som siden hen blev en meget nær ved af familien. Jeg erindrer ikke hvordan han fik kontakt med Dan, men han var i hvert fald en fantastisk dygtig tømrer.

Jeg kan stadig se dem for mig når de kravlede rundt på spærene på taget af staldbygningen. Min mors fætter var det år på besøg fra USA og blev meget imponeret over at “Onkel Frederik” stadig var så adræt – og det var han virkelig også, men han faldt som regel også i søvn om aftenen henover radioen, når han efter aftensmaden skulle høre radioavis kl. 18.30. Det tog hårdt på ham, men han var meget stolt over sit arbejde.

Staldbyggeriet stod færdig i foråret 1980 og på “åbningsdagen” udsatte de forskellige håndværksmestre ærespræmier i løbene. Min Morfars ærespræmie blev vundet af Lena Hansen med Cæsar U S og jeg fik lov til at komme med i vindercirklen – dét var stort for en næsten 16-årig knægt.

Tænk engang – det er over 40 år siden – som tiden dog flyver …

Det første billede af en ung travtosse. Cæsar U S vandt min Morfars ærespræmie i 1980 og jeg var med i vindercirklen sammen med min Morfar, der ses yderst t.h. Jeg står halvt skjult bag Lena Hansen.

Staldmand og TU-kusk
På det tidspunkt var travsporten blevet den helt store dille for vores familie. Hver eneste torsdag aften satte min Morfar, Farbror Emil og undertegnede kursen mod Skovbo – Mor var som regel kørt i forvejen for at være med til at dække bord i restauranten. Dét var tider og jeg tænker tilbage på de år med stor glæde.

I 1979 var jeg for anden gang i erhvervspraktik i skolen og jeg skulle jo være travtræner, så jeg fik “plads” hos Kurt Køppen, som dengang var en af banens førende trænere. Han havde på det tidspunkt stor succes med Stutteri Bøgeskovs heste og jeg regnede selvfølgelig med, at jeg skulle ud og være med til at træne Brooklyn, Watergate og hvad de ellers hed – men sådan gik det desværre ikke.

Jeg fik lov til at køre nogle træningsture sammen med Kurt i en roadcar, og så gik resten af tiden ellers med at muge ud og feje staldgangen.

Travbacillen var dog stadig i blodet og i sommeren 1980 fik jeg mit første sommerferiejob hos Anders Jensen, som var en af de tre nye trænere, der flyttede ind i den nye staldbygning sammen med Martin Lund og Kim Petersen.

Og så fik jeg min lyst styrret mht. at køre, selvom det kun blev til en masse langsomme træningsarbejder, men når jeg sad dér i langvognen, følte jeg mig som dansk travsports nye store kusketalent.

Jeg blev aldrig en af dansk travsports topkuske, men sjovt var det helt bestemt – her bag C Magnum Valbyholm på Skive Trav. Foto: Kjeld Mikkelsen

En sjov episode fra dengang var en dag, hvor jeg efter et træningsarbejde på vej ind til stalden blev stoppet af et af travselskabets bestyrelsesmedlemmer, som ville vide hvor gammel jeg var? “16” – svarede jeg, selvom jeg først fyldte 16 til december.

Dén troede han vist ikke på, så han spurgte Anders Jensens førstemand, Per M. Olsen, der heldigvis dækkede over mig, og sagde, at jeg VAR 16. Dengang var der regler om, at man skulle være 16 for at træne på banen.

Året efter tilbragte jeg sommeren hos Harald Lund, som i cirka halvandet år havde en filial på Skovbo, og lærte bl.a. Ken Ecce og Henrik Thomsen at kende.

Her fik jeg lov til lidt mere og husker bl.a. et hurtigarbejde med Dandy Bogø, mens Harald stod oppe ved Tutten sammen med ejerne. “Du skal bare gi’ den en ordentlig rivehakke” sagde han. Frit oversat betød det, at der skulle fuld knald på når jeg kørte forbi på langsiden.

Jeg husker også en anden episode, hvor jeg blev sendt ud med 3-årige Ecce, der var ejet af Ken Ecce og Tuttens første forpagter, Tage Overgård. Det var egentlig meningen, at jeg skulle køre et almindeligt langsomt arbejde, men pludselig tog fanden ved hesten og jeg kunne ikke få den til at slappe af igen. Vi fortsatte fire-fem omgange i fuld fart, og anden gang jeg passerede Jens Jensen – der i modsat retning skridtede med sin hest med benene ude af bøjlerne – råbte han til mig: “Ka’ du it’ holde den?”

”Idiot!” tænkte jeg.

Selvom alle på banen formentlig havde set min “opvisning” med Ecce, var der kun én, som sagde noget til mig da jeg kom ind i stalden igen – Ken Ecce. “Den drog vist af med dig!” konstaterede han tørt, og det kunne jeg jo kun give ham ret i!

Siden fik jeg TU-licens hos Arvid Olsen – de sportslige resultater er der ingen grund til at dvæle ved, men Skovbo-banen var i hvert fald en stor del af mit liv igennem næsten 15 år.

Luftfoto af Skovbo fra perioden 1976-79

Konkursen
Skovbo-banens succes fortsatte op gennem 80’erne, hvor banen – regnet i totalisatoromsætning – blev landets næststørste, men set i bakspejlet fik bestyrelsen desværre “storhedsvanvid”. Man udvidede restauranten og byggede endnu flere stalde, men de mange projekter kostede dyrt, og i september 1991 gik banen konkurs.

Jeg var til auktion på Vilhelmsborg, hvor Dansk Avlsorganisation afholdt sin første og eneste auktion, da rygterne om en forestående konkurs begyndte at svirre. Snakken gik blandt de tilstedeværende og det kulminerede mandag den 23. september, hvor travselskabet måtte indgive konkursbegæring – men hvad var egentlig årsagen til, at det gik så galt for den midtsjællandske bane, som på daværende tidspunkt var landets næststørste væddeløbsbane med en årlig omsætning på 65 millioner kroner (1990)?

Det har banens daværende direktør, nu afdøde Verner Femhøj, gjort rede for i et interview (KLIK HER) med Travsportshistorie.dk i 2018, så det skal vi ikke komme nærmere ind på her.

Magien, der blev væk
En såkaldt initiativgruppe forsøgte at overtage Skovbo-banen og der blev kæmpet intenst på flere fronter igennem nogle måneder, men det endte til sidst med, at banen blev solgt til konkurrenten Det Danske Travselskab – så vidt jeg husker for 10 millioner kroner.

Løbsafviklingen på Skovbo blev genoptaget i 1998, men efter få år var det definitivt slut med væddeløb på den midtsjællandske bane, der i dag fungerer som træningscenter for en lille håndfuld Lunden-trænere og en række amatørtrænere.

Træningsfaciliteterne på Skovbo er blevet forbedret gennem årene; der er bl.a. blevet anlagt nye folde og ligeud-bane, men omgivelserne bærer alligevel præg af tidens tand. Det gælder især tribunebygningen, der har været mere eller mindre forladt siden de sidste travløb blev afviklet i 2001.

I dag – 45 år efter A.T. Skovbo Travbanes åbning – er meget således forandret. Der er stadig liv på banen, men “magien” fra storhedstiden i 70’erne og 80’erne er for længst forsvundet.

Amatørstalden i efteråret 2020.